Jeg har set, hvad økonomi kan tage fra mennesker - og hvad der sker, når de tager magten tilbage. Det er derfor, jeg gør det, jeg gør.

Der findes få ting i livet, som påvirker os så meget og samtidig fylder så lidt i vores dannelse som økonomi. Vi taler ikke ret meget om det, vi lærer det ikke i skolen, og alligevel er det et grundvilkår for næsten alt, hvad vi gør. 

Derfor er det heller ikke mærkeligt, at så mange kæmper med økonomien. For de har aldrig fået den viden, de havde brug for. Aldrig lært det, de burde have lært.

Det er dét, der driver mig. At gøre økonomi til noget, man kan forstå, tage ansvar for - og tage styring over.

Mit navn er Kenneth Hansen. Jeg er uddannet på CBS, har en HD 2. del i finansiel rådgivning, og i flere år har jeg arbejdet jeg i banksektoren. Men de fleste kender mig nok som økonomisk ekspert og vært i Luksusfælden, hvor jeg i over 10 år har hjulpet nødstedte danskere med at få styr på økonomien, genvinde roen i hverdagen og få drømme tilbage i spil.

Jeg har mødt mange mennesker i dyb økonomisk krise. Jeg har set, hvad det koster - menneskeligt, mentalt og socialt - når man mister kontrollen over sin økonomi.
Men jeg har også set, hvad der sker, når man tager den tilbage. Letheden. Glæden. Selvtilliden. Og den handlekraft, der vender tilbage, når man ikke længere er styret af sin økonomi.

Det er vigtigt, at vi får talt om skammen, før vi taler om budgettet. For økonomi handler ikke kun om tal. Det handler om identitet, muligheder og frihed. Det handler om at føle sig som et menneske med valg - ikke et menneske, der bare forsøger at overleve.

Min mission

Det er min mission at få privatøkonomi langt højere op på dagsordenen.

Derfor stiftede jeg Økonomisk Råd i 2013. Mit mål var og er at gøre økonomisk viden tilgængelig for alle - ikke kun for dem, der fik det med hjemmefra, eller lærte det på den hårde måde. Jeg ønsker at give så mange som muligt de redskaber, der skal til for at tage styring - over deres penge og over deres liv.

Jeg synes, vi har svigtet de unge

Jeg mener, at vi som samfund har et ansvar over for de unge. Vi sender dem ud i voksenlivet med viden om brøkregning og fotosyntese – men uden at de ved, hvordan man lægger et budget, forstår renter eller tager ansvarlige økonomiske valg. Det er et strukturelt svigt, og det vil jeg være med til at rette op på.

Jeg vil tale til og med den danske ungdom. Jeg vil nå dem, før de tager deres første skridt ud ad den økonomiske vej, de selv skal til at skabe. Før fejltagelser bliver til vaner. Før usikkerhed bliver til skyld og skam.

Rådgivning uden skjulte dagsordener

Økonomisk Råd yder uvildig og uafhængig rådgivning inden for privatøkonomi, uden samarbejdsaftaler med banker eller finansielle aktører. For mig er det afgørende, at man kan få hjælp, der kun har én interesse: din.

Når din økonomi fylder for meget, er det tid til at tale om det.

Hvis du kan mærke, at det ikke kan blive ved som nu - og at noget i dig har lyst til at række ud - så gør det.

Du behøver ikke have styr på det hele. Det er netop dét, vi kan tale om.

Samtalen er gratis og helt uforpligtende. Og selv hvis du ikke kan se vejen lige nu, så findes den. Det lover jeg.